onsdag den 9. juli 2014

Farligt vejkryds

Lindetræer (Tilia sp.) ved Dalgas Avenue og Marselis Boulevard 16. Aarhus

I krydset mellem Dalgas Avenue og Marselis Boulevard i Aarhus, står der en hel del lindetræer. De blomstre lige nu og er en enormt vigtigt nektar- og pollenkilde for humlebierne i højsommeren.
I sidste uge kunne man imidlertid opleve et mystisk fænomen under træerne. På jorden lå der hundredvis af døde eller halvdøde humlebier. Nogen af dyrene med mystiske huller i skallen og de bløde indre dele fjernet.

Dette fænomen har i mange år været genstand for en del diskussion. Det viser sig nemlig at det kun sker under lige netop lindetræer.
Den oplagte forklaring og den som har været den fremherskende i mange år var, at nektaren var giftig for humlebierne. Det skulle angiveligt være fordi nektaren indeholdt sukkerstoffet mannose. Mannose kan fint nedbrydes hos mennesker, men honningbier og humlebier mangler enzymet der er vigtig for processen.
Forklaringen var god, men der var nogle huller. For det første var det ofte kun humlebier der lå døde under træerne. Honningbierne kunne jo heller ikke tåle det og burde derfor være ligeligt repræsenteret.
For det andet indtraf fænomenet ikke hvert år.

I 1990´erne og starten af dette årtusinde lavede en række tyske forsker imidlertid en række forsøg der, for det første påviste at nektaren ikke indeholdt mannose. Og for det andet at bierne ikke var forgiftede. Man beviste dette ved at give de halvdøde bier på jorden rigeligt nektar fra det samme træ, som de lå under. Det viste sig at de kom til hægterne igen, så forklaringen måtte være underernæring.

Godt 20cm mellem de døde humlebier overalt mellem de mange lindetræer. Aarhus Juli 2014

Lindetræets velduftende, men også farlige blomster. Aarhus juli 2014

I dag er den mest fremtrædende teori at lindetræerne i tørre perioder producere meget lidt nektar. De udsender imidlertid en uimodståelig duft som humlebierne bliver ved med at søge hen til. Humlebierne løber simpelthen tør for brændstof fordi de forbruger mere end de indsamler. Et sådan forhold vil under normale forhold få humlebierne til at skifte fødeplante, men linden har nogle tricks!
Honningbierne hopper åbenbart ikke så meget på fupnummeret og er derfor mindre repræsenteret i kadaver-bunken under træet.

Død jordhumle (Bombus sp.) med et godt pollenlager på bagbenet. Nektar brændstoffet i maven er desværre brugt op. Aarhus Juli 2014

Jeg gik under lindetræerne i Aarhus i 20 minutter og fandt omkring 200 døde jordhumler, 4 stenhumler og en enkelt honningbi. I omkring en tredjedel var der et hul i humlebien og de bløde dele fjernet. Grunden til dette er at musvitter, råger og andre fugle straks kommer til tagselv-bordet under træet. Forsvarsløse insekter samlet på et lille areal er for godt til at lade gå fra sig.

Lindetræets bladform

Lindetræerne er altså en lumsk næringskilde for humlebierne. Træernes negative effekt på bierne opvejes dog rigeligt af perioderne hvor nektaren er rigelig. Lindetræer har været meget mere almindelige i parker og alléer og deres nedgang har nok også betydet en nedgang for mange af vores vilde bier.

Krydset Dalgas Avenue/Marselis Boulevard, Lindetræer på  mange grønne arealer. Aarhus juli 2014

Kilde:
Plants for bees, W. D. J. Kirks & F. N. Howes, IBRA