Farvetegning Hushumle (Bombus Hypnorum) |
Hushumlen (Bombus Hypnorum) er en af de humlebier der er nemmeste at bestemme i felten. Den udviser kun moderat variation i farverne. Hushumlen har som udgangspunkt altid hvid hale, sort bagkrop og et rødbrunt bryst. Der er ikke andre humler i Danmark der har denne farvesammensætning. Agerhumle (Bombus Pascuorum) og Moshumle (Bombus Muscorum) kan have eller har et rødbrunt bryst, men aldrig den hvide hale og sorte bagkrop. I Norge og Sverige har de en art der ligner meget, Taigahumlen (Bombus Cingulatus), men det er en meget nordlig art og kommer næppe til Danmark.
Hushumlen er en relativ ny art der tilsyneladende spreder sig. Den blev første gang registreret i Danmark i 1920´erne. I England er den først dukket op i Juli 2007.
Dronninger (store, 12 antenneled, spids hale, 6 bagkropsled)
Dronningerne af hushumle er som nævnt rødbrystede med en hvid hale på en sort bagkrop. Der er til tider lidt gulbrune hår på siderne af 1. bagkropsled (1. Tergit T1). Dronninger finder ofte redesteder nær bebyggelse og kan godt anlægge bo højt over jorden. På gården i Lyngå (Favrskov) var der 2 hushumle-kolonier i 2013, den ene i en forladt fuglekasse, den anden under en sålebænk i stuehuset.
Hushumle (Bombus Hypnorum) Arbejder hun. Hvid hale og rødt bryst. Foto Morten DD Hansen |
Arbejdere: (Mindre, 12 antenneled, spids hale, 6 bagkropsled)
Arbejdere har samme farvetegning som dronningerne, men der ses dog en større variation. Der forkommer indvider med mere eller mindre mørkt bryst. Samtidig kan det røde bryst og den hvide hale blive slidt hen i mod slutningen af sæsonen. Det plejer dog, som hovedregel, at være relativt nemt at identificere hushumlen.
Hushumle (Bombus Hypnorum) Arbejder hun, helt klassisk hushumle arbejder. Bemærk den pjuskede pels der også er et godt kendetegn for arten. Lyngå EJ Juli 2013 |
Hushumle (Bombus Hynorum) et slidt sensommer individ. Dog er det røde bryst og hvide hale ikke til at tage fejl af. Lyngå EJ august 2013 |
Hanner (13 antenneled, stump hale, 7 bagkropsled, langsomt fouragerende, langstrakt, stikker ikke)
Hannerne har samme tegning som dronninger og arbejdere. De har dog ofte rødt udbredt ned på 1. bagkropsled (1. tergit T1) og til tider også på 2. bagkropsled (2.tergit T2). Noget litteratur nævner rødbrun ansigts behåring som et kendetegn for hannerne af hushumle, men jeg har ikke kunne få det bekræftet endnu.
Hushumle (Bombus Hypnorum) Han. Kraftigt og udbredt rødfarvning. Her både på T1 og T2. Lyngå EJ Juli 2013 |
Hushumle (Bombus Hypnorum) Han, samme individ som forgående, her ses at det rødbrune kun dækker ryggen. Flankerne at T1 og T2 er således stadig sorte. Lyngå Juli 2013 |
Relaterede indlæg
Levevis: Hushumle (Bombus Hypnorum)
Kilder
Sveriges humlor- en fälthandbok, Entomologiska föreningen i Stockholm, Bo Söderström, 2013
Bumblebees, Collins new naturalist, Ted Benton, 2006
Natur og Museum- humlebier, nr . 1 marts 2010,
Naturhistorisk Museum Aarhus, Yoko Luise Dupont og Henning Bang Madsen
Humlor i Sverige- 40 arter att älska och förundras över,
Bonnier fakta, Bo Mossberg og Björn Cederberg , 2012