Jeg har nu sat mig for at lave en humlebi-have!
Konceptet er enkelt: lav en have der tiltrækker flest muligt humlebier. Gerne så mange arter som muligt og over hele sæsonen. Det vil med andre ord sige at alt i haven skal være udvalgt for at tilgodese humlebiernes behov.
Det lyder måske en kende ekstremt :-) men formålet med haven er for det første at undersøge hvilke tiltag der kan hjælpe humlebierne i haven. Resultaterne vil jeg så efterfølgende formidle videre til så mange som muligt.
Dernæst er det meningen at haven skal vise at man kan skabe naturhaver der ikke blot er biodiversitetsfremmende, men også smukke og anvendelige. Dette helst med en indsats der ligger under hvad folk bruger på almindelige haver.
Til sidst er det meningen at jeg vil bruge haven som mit eget studiemiljø. Jeg vil derfor bruge stedet til at øge min viden om humlebierne og dele mine fund. Samtidig vil jeg eksperimentere med formidling i haven, som man skal kunne besøge i forbindelse med min svigerforældres restaurant i sommermånederne.
Haven som den tager sig ud nu. Ikke meget at se, men jeg lover det bliver fedt! |
Jeg har brugt en stor del af vinteren på at rydde al opvækst fra området. Da jeg var kommet i bund opdagede jeg desværre at den tidligere landmand på gården havde brugt området som losseplads. Så nu har jeg været på genbrugsstationen en million gange. Endelig er der ryddet og jeg har fået kørt noget ny jord på, den gamle var stadig fuld af stenaffald. I den forgangne weekend har jeg så været i gang med at bygge kasser til humlebierne i flere forskellige udgaver. Jeg vil således danne mig et billede af hvilke typer der virker og hvem der går i dem.
Jeg har engageret min mor som er "konventionel" haveekspert til fingerspidserne. Hun vil rådgive mig i så-tidspunkter og pleje af haven.
Til april går jeg i gang med at så. Der skal testes en masse blomster af, men som udgangspunkt skal vilde danske blomster danne grundlaget for haven. Her er kløver virkelig en klasse for sig og kløver i forskellige udgaver skal udgøre en stor del af haven.
Jeg vil henover sommeren bringe mine resultater og vise hvilke tiltag der virker.
Endelig kommer der et par billeder af nogle af de projekter jeg har gang i, der er mange flere. Jeg uddyber dem nærmere når jeg erfare hvordan de virker.
Hvis i har erfaringer med humlebi tiltag i jeres egen have må i endelig dele. Skriv i kommentarfeltet, på facebook-siden klik her eller mail til mig på dundunje@gmail.com
En lille idé til at stille krukker på. Under fliserne er der rederum til humlebierne. Håber den virker. |
Alle andre dyr er selvfølgelig også velkommen. Denne lille kasse kan måske anvendes af andre vilde bier. |
En lille kasse over jorden som jeg håber en hushumle vil tage til sig |
Lidt forskellige kasser. Der skal såes kløver i dette område. |